Det lyder måske lidt tosset – men er det ikke realiteten, at vi godt kan blive lidt for selvfede, hvis vi får for meget ros ?

Modsætningen, altså for lidt ros og anerkendelse, eller slet ingen, er heller ikke specielt motiverende – så hvad er løsningen på dette?

Min opfattelse er, at vi i Danmark ikke er gode til at rose og anerkende hinanden – ved ikke hvorfor, men tænker at det føles dumt, udfordrende og på en måde forkert, at rose hinanden.

Faktisk betyder det rigtig meget, at man som medarbejder (eller leder) ved, at det man udfører faktisk er ok, og skaber værdi for den virksomhed man er ansat i, så feedback er vigtig.

Det kan man vel bare se på andre måder ! – for eksempel ved målinger, overholdelse af budgetter osv. – men nej, det er ikke nok, der skal ord og måske handling på !

Hvornår er det så at ros og anerkendelse “kammer over” og bliver for meget? – vi skal jo heller ikke rende rundt og have et billede af at vi er verdensmestre, hvis det reelt ikke er tilfældet – “her giver vi ros for rosens skyld” – den holder ikke, og er ikke på nogen måde med til at motivere nogen – nærmest omvendt – min påstand er, at vi så “springer op i hængekøjen” for her går det jo godt – og intet kan blive bedre.

Alt med måde siger mange – ros og anderkendelse skal doseres i rette mængder, på rette tid og sted.

Erfaringer med dette emne – kom gerne med dine oplevelser !