Hvis man læser indlægssedlen i diverse medicinpakker, så vil man oftest opleve, at der under bivirkninger står en del negative konsekvenser ved brugen – det kan være kvalme, opkast, utilpashed, hovedpine, udslæt og måske bør du ikke køre bil, når du indtager medicinen.
Hvad har det så med lean at gøre ?
Jo, der er også nogle bivirkninger ved arbejdet med lean – dog er de fleste af dem positive, det vil jeg kort beskrive her.
Du vil i starten kunne opleve en begejstring, som du kan have svært ved at styre, så du kan have en følelse af at kroppen “koger over” af utålmodighed.
I visse situationer vil du opleve frustrationer og have tendens til at føle ekstrem travlhed, da du arbejder med forandringer og oftest skal klare dit job samtidig med – det kan i visse situationer være svært at håndtere, da forandringer tager tid og ressourcer, men efter en periode på en månedstid vil denne bivirkning tage af, og med tiden helt forsvinde.
Du vil efter en periode, når lean-værktøjerne har gjort sin virkning, opleve en nedtrykthed – specielt om fredagen (hvis du har mandag-fredag job) – for om fredagen skal du hjem og holde weekend – og må først komme på arbejde på mandag igen. Dette kan dog afværges en smule ved at få rigelig med frisk luft, spise sundt og være i venners lag i løbet af weekenderne.
Der er risiko for at du oplever en iver og en følelse af glæde ved at arbejde med lean værktøjerne, og måske en utålmodighed i forhold til at få gennemført alle de ting du er engageret i – men vær bevidst om, at lean tager tid, og at hastværk kan være lastværk – det gælder om at få tingene til at virke og ikke om at sætte meget igang.
En langsigtet bivirkning er ofte, at man i højere grad samarbejder med kolleger og snitflader, med risiko for at blive hensynstagende, involverende og lyttende. Virkningen kommer ofte til udtryk i samarbejdsmøder, tavlemøder og etablering at interne netværk, der arbejder konstruktivt sammen om fjernelse af spild i værdikæderne.
Sidst men ikke mindst, så oplever mange en begejstring, tenderende til eufori for arbejdet med lean – en dyb afhængighed er faretruende tæt på.
Hvad er din oplevelse ? – kender du til andre bivirkninger, så skriv dem gerne herunder, så vi kan skrive det på “indlægssedlen” i lean-værktøjskassen.
You must be logged in to post a comment.