Kender du det, der er en der siger noget om en ide, som du er kommet med, (og faktisk selv synes er ret god), og pludselig sidder der en og “brokker sig” over at det kan jo ikke lade sig gøre, det har vi prøvet før, og ledelsen vil os jo ikke… – ja vi kan blive ved.

Men er det nu også altid brok, det er ment som, disse kommentarer, som til tider går “lige ind i hjertet” og måske gør nogen ked af det, frustrerede eller irriterede over, at den og den person er da også altid så negativ.

Nej, det kunne jo faktisk være at vedkommen der “tør” sige noget faktisk har ret, for har vi nu tænkt over hvordan en given ide skal føres ud i livet, har vi analyseret dybt nok, har vi været ude og spørge brugerne osv. – måske ikke.

Jeg hører det ofte når jeg er ude, i mange sammenhænge, nogen siger endda, nu vil jeg helst ikke lyde som om jeg brokker mig, men….

Nej, det er ikke brok, det er en sund bekymring, som viser, at du faktisk har interesse i, at ideen kommer til at virke og gerne vil være med til at få tingene til at virke.

Ofte oplever man også at “brokkerne” helt automatisk vælges fra, når der skal sammensættes grupper til givne opgaver, for vi “orker ikke høre på det”, men prøv at vende den om, og se disse personer som en aktiv ressource, som faktisk har noget at bidrage med, og måske er mere modige end os andre, der ikke lige får sagt det der “skal siges” i forskellige sammenhænge.

Så min opfordring er: tænk brok som sund bekymring, og se hvad der sker.