Kender du det, der kommer en mail i indbakken, du kigger på den, tænker, den tager jeg lige senere, og pludselig har du glemt alt om det.

Eller du modtager en mail, forstår ikke helt, hvad afsender egentlig vil have du skal gøre, så du skriver retur, og venter, får svar, skriver retur, venter, får svar, skriver retur, venter og sådan kan det blive ved.

Måske modtager du en mail med information om noget meget vigtigt, som faktisk har meget stor betydning for din arbejdssituation, du forstår ikke helt hvad det betyder, men kan ikke lide at skrive retur, så du bliver måske bekymret, men gør ikke mere ved det, og afventer til der sker yderligere.

Du modtager en mail, hvor du tænker, han/hun var da godt nok sur, og nævner det for en kollega, som har opfattet mailen på en helt anden måde, nå, mystisk – ja men vi forstår jo ikke alt på samme måde.

Næste mail du modtager, aner du faktisk ikke om er en du skal tage dig af, for der er mange der har modtaget den samme mail, det kan du se i modtager og cc felterne, så du gør ikke noget, for det er jo ikke nævnt i mailen, at du faktisk har ansvar.

Ja, vi kan blive ved, for mailen har overtaget rigtig meget kommunikation, overalt i vores samfund, med det til følge, at vi ikke taler så meget med hinanden mere, for det er der jo ligesom ikke “brug for”

Hvad ville der egentlig ske ved at ringe, eller gå hen til den kollega, så man ser hinanden i øjnene, eller hører hinandens stemme, når vi skal afgøre en vigtig sag, eller overdrage en opgave? – vel ikke så meget andet, end at vi kommer hinanden ved, og i højere grad føler sammenhold og team-spirit, i stedet for mailen, som oftest er ret upersonlig.

Begrebet tidsrøver, er vist ikke hel forkert at bruge om anvendelsen af mails, naturligvis ikke i alle sammenhænge, men i en del tilfælde, kan personlig henvendelse være langt mere optimal, end denne skriven frem og tilbage.

Blot nogle tanker en søndag aften, hvor jeg lige gennemgik mail-boksen, for at se hvad der skulle svaret på inden en ny uge starter 🙂