Findes der en “rigtig” måde at komme igang med LEAN på? – nej måske ikke, men der findes nogle gode råd til, hvad der er godt at tage hensyn til, når man tænker, at det kunne være vejen frem.
Find ud af hvad LEAN går ud på
Hvis du ikke allerede er skarp på, hvad LEAN går ud på, så gør en aktiv indsats, for at finde ud af det. Det kan være du kender nogen, der kan vise dig noget fra deres virksomhed, eller der er nogle bøger du kan læse (evt. mine hæfter), du kan deltage i foredrag, kurser eller arrangementer, så du får en klar fornemmelse af, hvad hovedelementerne går ud på.
Du kan også invitere forskellige videnspersoner på området, til at fortælle om LEAN og metoderne i værktøjskassen, for dermed at få et billede af, hvordan det kan anvendes i din situation.
Sæt rammen om LEAN hos jer
Det næste, der er vigtigt, er at få sat en ramme for, hvad LEAN er hos jer, det kan gøres i samarbejde med en konsulent, eller en intern LEAN-medarbejder, hvis i har en sådan ansat, efter at have vedtaget det er vejen frem
Når jeg skriver i skal “sætte rammen”, så er det de overordnede ting omkring LEAN, der skal på plads, altså skal en styregruppe vedtage forskellige tilgange til LEAN, så det formes i forhold til jeres dna, for LEAN skal formes, og ikke bare kopieres fra naboen.
Når i sætter rammen, vil der også komme emner op omkring:
- Uddannelse af medarbejdere og ledere
- Fastholdelse af tiltag – hvordan (også synlighed)
- Materialevalg – skal der laves foldere, eller noget elektronisk information
- Kommunikation om LEAN – Hvem og hvordan
- Målet med LEAN – dels som tal, men også med ord – hvorfor arbejde med LEAN
- Tidsrammen – hvornår ønsker i at gå igang, – diverse deadlines/milepæle
- LEAN-ledelse, kræver det noget specielt, eller er folk klædt på til opgaven
Det kan godt virke noget uoverskueligt at gå igang med, men lav en plan, og hold den, det plejer at hjælpe.
De første LEAN-tiltag er altafgørende
Nu er i klar, til at gå igang, der er lavet masser af materialer, kommunikationen er på plads, så startskudet skal fyres af, men hvordan gør man lige… – det er jo første gang, og man vil gerne have succes, lige fra start.
Et at de vigtigste ting er forberedelse, åbenhed, dialog og ikke mindst inddragelse af så mange som muligt.
Mange vedtager, at et pilotprojekt skal gennemføres i en afdeling, inden der skydes med spredehagl, ud i hele virksomheden, det giver rigtig god mening, for her kan man afprøve forskellige metoder, for dernæst at lave løbende forbedringer, inden det rulles fuldt ud.
I denne fase, er det vigtigt, at være åben og ærlig i forhold til, om det man har vedtaget tidligere, rent faktisk også virker, der kan sagtens være små justeringer, men pas på, for vi er i en forandringsproces, hvor det til tider kan være nemmere, at falde tilbage, og bare gøre som vi plejer, og det der LEAN, det var vist ikke noget for os alligevel !
Vi er i arbejdstøjet, hvad LEAN angår, det er hårdt arbejde, med masser af frustrationer, ekstra opgaver, en drift der skriger på udførsel, nye handleplaner som skal gennemføres, og i det hele taget er organisationen nu en smule stresset. Det havde man måske ikke lige forudset, men det er hel normalt, og noget der skal arbejdes med.
I denne fase, er det vigtigt at få synliggjort, hvad man arbejder med, og ikke mindst hvad effekten af det er, så alle kan se, at det faktisk hjælper, at gå ind og arbejde med processer, mindre silotænkning, og fjernelse af spild, til glæde for værdikæden, og i sidste ende kunden.
LEAN tager tid, og kræver handling
Nogen tænker måske, at LEAN er noget man kan gøre “bare sådan lige” – men nej, det er det ikke, men man kan afbøde mange ting, ved at være klar, inden man går igang, så brug noget tid på planlægning og forberedelse, det betaler sig.
Efterhånden som LEAN bliver implementeret, vil man også opleve, at det mere og mere, bliver en del af hverdagen, ligesom så mange andre ting, det er ikke noget “særligt” mere, men noget vi gør, fordi sådan arbejder vi “her hos os”.
Det kan godt lyde som om, det slet ikke kan betale sig at gå igang med LEAN, for det er da ufattelig besværligt, men NEJ, jeg anbefaler helt klart, at man går igang, for der er masser at komme efter, og ofte op til 10-20% effektivitetsstigninger, uden at lave store investeringer, så der nu er plads til at vækste og udvikle i stedet for at brandslukke og kæmpe, for at nå leveringerne til kunderne.
Lad LEAN være startskud til bedre samarbejde
Ofte opleves det også, at arbejdet med LEAN har nogle “sidegevinster” i form af bedre kommunikation, færre sygedage, mindre stress, så alt i alt er LEAN faktisk med til at højne trivslen i virksomheden, til glæde for såvel medarbejdere som hele virksomheden, der er bedre rustet til fremtiden.
Desuden er LEAN ofte med til at højne samarbejdet til leverandører og kunder, da der arbejdes med løbende forbedringer på processerne, til gælde for alle parter.
Start eventuelt med en SWOT analyse på, hvad LEAN kan gøre hos jer, det giver overblik, og sætter en masse tanker igang.
Rigtig god fornøjelse med LEAN i din virksomhed.

LEAN kan med fordel implementeres i mindre bidder.
You must be logged in to post a comment.