Hvad er en milepæl
I gammel tid var milepælen brugt til at definere afstande, til større byer målt i mil, i dag bruges kilometersten, eller markeringer på plaststolper, stadig med angivelse af afstand til større byer.
Alt sammen noget, der er med til at vi kan definere hvor vi er, og hvor vi er på vej hen.
Det kræver naturligvis, at vi kender betydningen på milepælene, og har sat os ind i brugen af dem.
I dag bruger vi jo i høj grad de teknologiske hjælpemidler, og tænker nok ikke så meget over de tal, der står på plaststolperne i vejkanten, andet end at de har refleks på, som hjælper os til at følge vejen.
Brugen af mål på danske arbejdspladser
På mange arbejdspladser arbejder man også med mål, og målsætninger, som til tider ikke rigtig kommunikeres ud i virksomheden, og i rigtig mange tilfælde ikke laves i samarbejde med de personer, der skal opnå målene, altså medarbejderne.
Det bør man overveje meget nøje, for hvad betyder det for dig, at være med til at definere egne mål, og milepæle – mon ikke du ville tage et langt større ejerskab, når du selv er en del af beslutningen, jo, det tror jeg nok.
Den hierarkiske opbygning
Vigtigt er det også at se på det hierarki, der er i forhold til målstyringen, for det er jo ikke de samme mål man har i topledelsen, som ude på “linje 5” i produktionen, men der skal være en sammenhæng, så derfor er det vigtigt at kende, og arbejde med, dette hierarki og få skabt et samspil, i såvel målsætninger som milepæle.
Det kan godt være svært at definere mål ned igennem hierarkiet, specielt når det er første gang, men topledelsen har som regel nogle mål, om ikke andet, så ligger der ofte et budget, som man skal være med til at opfylde.
Stil dig selv spørgsmålet – hvad skal jeg/vi gøre for at opfylde budgettet – så er du allerede godt igang med at kunne definere nogle målepunkter, det kan være:
- Vi skal lave færre fejl
- Vi skal være mindre syge
- Vi skal bruge mindre emballage
- Vi skal have bedre flow i værdikæden (færre stop)
- Vi skal holde vore pauser (bliver ikke bedre at at knokle 8 timer i streg)
- Vi skal være bedre til at hjælpe hinanden
- Vi skal vide hvad vi producerer
- Vi skal have status/tal hver dag
- Vi skal kunne arbejde med forbedringer (årsager skal bearbejdes løbende)
- Vi skal synliggøre hvad vi arbejder med
- Vi skal tjene xx pr. dag/uge/måned/år til afdelingen (budget)
Det er blot ideer til ting der kunne have interesse “ude på gulvet” – altså uanset om man er i produktion eller i en administration – ja ja, ved godt man ikke bruger emballage på et kontor 🙂
Start med registreringer – og sæt derefter mål
Pas på med ikke at sætte alt for meget igang fra dag 1, det bliver uoverskueligt, og dermed er risikoen for fiasko langt større.
Vælg 2-3 ting ud, som i vil “blive klogere på” – for det er jo ikke sikkert man ved, hvordan rigets tilstand er i dag.
Derfor vil jeg klart anbefale, at man starter med at lave såkaldte registreringer, så man får noget faktuel viden om et givent ønske på listen.
Det kan være fejl – for hvad er en fejl? – det skal defineres, måske i 3-5 fejltyper, som man så registrerer i en periode, måske bare på et stykke papir, med en streg, hver gang det forekommer, det er forholdsvis enkelt.
Efter en måneds-tid, har man et overblik, og kan gå videre med at foreslå mål til de registrerede fejl, man kan godt være meget ambitiøs her, for her kommer milepælene ind i billedet, så der både laves en plan for mål, og en for milepæle. Tag gerne et kig på SMART-modellen, som beskriver hvad der skal tænkes over i forhold til målstyring.
Og hvorfor så være så ambitiøs ?
Jo, det er faktisk meget godt at vide “hvor vi skal være” om evt. 2 år, men det kan være meget uoverskueligt, at skulle fastholde det specifikke mål, i en længere periode. Derfor er det godt at have disse milepæle, som gradueres ned og dermed er realistiske i evt. 2 måneders intervaller.
Det er lidt ligesom at skulle træne op til en marathon (jeg har ikke prøvet det), men der sætter man sig også delmål, hvor man først skal kunne løbe 5 km, dernæst 10 – man registrerer sin fremdrift løbende, laver strategier og planer for at nå målet, som måske ligger 1 år ude i fremtiden. (sådan gør alle nok ikke, men det bør være optimalt)
Du kan måske bruge et ark, til at beskrive dine mål på, jeg har et forslag her, som du eventuelt kan bruge som skabelon.
Håber du har fået inspiration til målstyring
Det er ikke sikkert, at du kan arbejde helt efter mine anbefalinger, men tag hvad du kan bruge, lad dig inspirere, og prøv noget af, man gør det sjældent “helt rigtig” første gang, hvilket er helt normalt, så laver man løbende forbedringer, og finder den metode, der virker lige netop der, hvor du er.
Tag gerne et kig på min hjemmeside www.storgaardinnovation.dk – hvor du kan finde mere inspiration, samt min youtube-kanal, hvor jeg har lavet en filmrække, specifikt om brugen af tavler, – hvilket jeg dog ikke har nævnt så meget om her.
Rigtig god fornøjelse med #målstyring #milepæle og #hierarki på din arbejdsplads.
You must be logged in to post a comment.