Godt spørgsmål tænker du nok – da jeg var barn fandtes det i mindre ruller på skolens toiletter, det er dog ikke den slags jeg omtaler her.
Jeg tænker på den store rulle med brunt papir, som ganske vist kan bruges til gaveindpakning, men faktisk også kan have rigtig mange andre funktioner.

Se på dette stykke brune papir, bliver du inspireret til at skrive, tegne og skabe overblik.
Mit daglige arbejde giver masser af muligheder for at tage den store rulle under armen, rulle den ud på et bord, klippe et godt stykke af, hænge det på væggen, og så komme igang.
Strategien starter med det brune papir
Brug papiret til at beskrive din virksomheds strategi på, papiret ligesom skriger efter kreative, sjove, udfordrende tanker, som kan danne rammen om fremtiden i netop din virksomhed.
Det kan også være en mere specifik strategi, måske omkring brugen af LEAN, som er mit hovedfag – skriv også gerne +’er og -‘er i felter på papiret – brug evt. farvede post’its som har hver deres betydning.
Flyt rundt på tingene, lad tankerne flyde, lad så mange som muligt komme til, lad det hænge i nogle dage, kom tilbage, glæd dig over processen, og det i skal igang med.
Lav et felt til opsamling og opsummering, – her er strategien, og den kan skrives ren – eller du kan tage et billede af den.
Skabelon af en tavle på det brune papir
Det kan godt være svært at lave en tavle, for hvad skal der være på den, hvad giver mening og hvordan kommer den til at skabe værdi.
Her kommer det brune papir ind i billedet igen – for sæt nu nogle streger, eller brug igen post’its hvor du beskriver alt hvad tavlen kan indeholde.
En brainstorm er aldrig en dårlig ide, så giv den gas, tænk ud af boksen, og vælg så ud, for der skal ikke være for meget på tavlen, så bliver det ofte uoverskuelig, og ikke specielt værdiskabende.
Lav din prototype, som danner grundlag for det videre arbejde med tavlen.
Husk desuden at notere noget om dagsorden og gerne et regelsæt om brugen af tavlen, noget vi til tider glemmer, så det kører lidt af sporet.
Værdistrømsanalysen – en klassiker på brunt papir
Da jeg første gang skulle lave en værdistrømsanalyse, ja så tænkte jeg, at det kunne vi da meget nemmere lave på computeren, med nogle ikoner, og så var den hjemme.
Men jeg blev klogere, for det brune papir kommer virkelig til sin ret, når man hænger det på væggen, beskriver processer, metoder, udfordringer, ideer, tider osv. – noget der bare ikke kan gøres synlig nok på en computer.
Analysen laves med forskellige farver af post’its, og i et fællesskab mellem medarbejdere og ledere i værdikæden, noget der virkelig giver anledning til dialog og motivation for at ændre på de processer, der faktisk ikke er så optimale.
Undervejs kan du bruge et ekstra stykke papir til at skrive “Quick-wins” på – altså de lavthængende frugter, som gennemføres her og nu. Det at du noterer dem særskilt giver synlighed, og viser at der allerede er kommet gode initiativer ud af analysearbejdet, dog skal du lige huske ikke at sætte ting igang, som kan påvirke andre negativt, så husk interessenterne – måske de er noteret på et stykke brunt papir i lokalet.
Endnu et stykke papir til standarden
Arbejdet kan ende ud i diverse standarder (SOP) for arbejdets udførsel, men hvordan ser en standard ud – her kommer det brune papir til sin ret igen.
Lav en skabelon i stort format, så det er til at overskue – og lav det dernæst på computeren, som i denne sammenhæng naturligvis kommer til sin ret.
Har du brug for inspiration til brugen af brunt papir, så giv lige et praj, jeg har en rulle, som jeg gerne tager med til et kaffe-møde og en snak 🙂
#lean #standarder #værdistrømsanalyse #bruntpapir #tavle #leankonsulent #stopspildaftid
You must be logged in to post a comment.